Social Innovation i et forretningsperspektiv

Posted on Feb 5, 2013 in Entrepreneurship

Social innovation kan defineres på flere forskellige måder, hvor hovedpointen er at innovationen har en social effekt. Helt basalt handler det om at et socialt formål driver virket og at virksomheden gavner denne sociale dimension.

Vi kan næsten alle blive enige om at social innovation er ‘godt’, men når det kommer til spørgsmålet “Må man tjene (mange) penge på social innovation?” bliver det et ømt emne med meget delte meninger. I den ene ende er der dem som mener at alt hvad der kan gå til formålet, skal gå til formålet. Det betyder at man “ikke køber et hus på strandvejen” og at man næsten skal leve på en sten fordi formålet er det eneste! I den anden ende er vi nogle der tænker at man må tjene så meget man vil, og hvis man så samtidig udbedrer et socialt problem, så er det bare endnu bedre. 

A: Man starter en virksomhed med et formål at udbedre en social udfordring. (Ingen strandvejsvilla her!)

B: Man starter en virksomhed fordi man kan se økonomisk gevinst ved at udbedre en social udfordring. (Køb den strandvejsvilla, nu!)

Der kan være en økonomisk model for begge måder, men forskellen ligger I hvordan man anskuer det økonomiske aspekt. Jeg kan er tilhænger af den nederste, ikke pga. Den økonomiske gevinst, men fordi den vil skabe grundlaget for en bæredygtig forretningsmodel. Her rejses et nyt spørgsmål om etik ”Må man tjene penge på et socialt problem?” om det er etisk korrekt er svært at svare på, og kommer mere an på hvad man gør og hvordan man gør det. Et eksempel på denne etiske problemstilling, opstod fx da Thorkil Sonne oprettede virksomheden Specialisterne som udelukkende ansætter autister og bruger den force der er i deres autisme. En autist har:

“særligt gode anlæg for at løse arbejdsopgaver med store krav til koncentration, perfektionisme og systematik, fordi hans/hendes evner til at fordybe og koncentrere sig er meget højere end hos folk uden ASF. Den type opgaver er særligt motiverende for vores konsulenter, da de er rigtig dygtige til det. Og erfaringer viser, at med motivationen følger en høj kvalitet og lav fejlprocent.”

De har en force der under definitionen på en ‘normalt’ menneske, defineres som et handikap. Og så opstår det etiske spørgsmål, “Må man tjene penge på handicappede? Og ligefrem blive rig på det?” Det er en debat der kan få ilden til at ulme under de røde huer, og alle har deres forhold til virksomhedsskabelse, penge og social ansvarlighed. Her bliver jeg dog forundret, for skal disse autister, med en fantastisk evne til noget os normale mennesker ikke formår på samme niveau, pludselig i en anden ’kasse’ end ikke-autister?

Vi tjener alle penge via hinanden, og der er ikke noget der hedder gratis kaffe.

Om det er konsulentydelser, industriarbejde eller anden form for service mellem to aktører, er det en del af et økonomisk system. Ejeren af en virksomhed tjener penge på at de ansatte udfører en service for en tredjepart. Altså Ejeren, en eller mange, tjener penge på at en anden udfører et stykke arbejde, og det er accepteret i almindelighed. Hvorfor bliver det så forkert når det er en autist der udfører arbejdet? Fordi vi har stemplet denne person som ‘funktionsnedsat’ eller ‘handicappet’ og derved tilført en automatisk medlidenhed fra samfundet?

En virksomhed som Specialisterne tilføjer værdi i flere sammenhænge end en helt almindelig virksomhed som tjener penge på normale mennesker.

De

  • yder en bedre service end en virksomhed med dygtige ’normale’
  • øger livskvaliteten for den ansatte gennem fyldestgørende arbejde, selvstændighed og glæde.
  • fjerner en udgift fra samfundet
  • skaber en økonomisk bæredygtig virksomhed, som tilfører samfundet værdi både socialt og økonomisk
  • ændrer på samfundsopfattelsen af hvad mennesket kan, uanset deres ‘handicap’.

Skal denne virksomhed ikke have lov til at købe lige så mange strandvejsvillaer som den vil? Eller i hvert fald lige så meget ret til at bruge pengene efter egen lyst, som et multinationalt selskab som Coca cola som bidrager til fedme, sukkerafhængighed, tandproblemer osv.? Det ville være uetisk hvis de ansatte blev udnyttet, ikke fik en fair løn og havde forfærdelige arbejdsforhold – og hvis de arbejdede som slaver. Her bliver de faktisk bare behandlet som mennesker, og hvad er der nu galt i det?

Strandvejsvillaer er et provokerende eksempel, (det var det tilbagevendende eksempel da jeg var til DANSIC’s paneldebat om emnet) og det er højst sandsynligt ikke det der sidder øverst på ønskelisten når man er drevet af social ansvarlighed. Det er ikke social innovation eller penge, men social innovation og økonomisk bæredygtighed. Det siger sig selv, at hvis en virksomhed ikke er økonomisk bæredygtig, så stopper projektet før eller senere, og hvis man ikke reinvesterer penge vil den langsomt forfalde. Det er som om, at hvis man tjener penge og samtidig gør noget godt, så skal man vælge side. Coca Cola er allerede en ’skidt’ virksomhed, så de kan også bruge deres penge på ’ligegyldige’ ting, hvorimod Specialisterne er en social virksomhed, og derfor må de ikke sætte det sociale ry på spil ved bare at tænke på en strandvejsvilla. Er det ikke deres penge? Kan de så ikke gøre hvad de vil, så længe der er ikke kompromitteres på den bæredygtige forretningsmodel og det sociale ansvar?

Det er vigtigt at vi tør tænke kommercielt, også når det handler om at løse samfundets problemer. Hvis alle virksomheder som udgangspunkt havde en CSR strategi (hvilket vi faktisk ser mere og mere), ville de så også være underlagt dette etiske spørgsmål?

Basalt set handler det om at pengene ikke må være målet, eller skal være målet. Og hvis man kigger på de mest succesfulde virksomheder, sociale eller ej, har pengene aldrig været drivkraften, det har været passionen for at gøre en forskel, ændre status quo og skabe noget nyt. Da det system vi lever i handler med penge, er det nødvendigt at tænke denne dimension ind i hvilket som helst projekt, socialt eller ej. Nogle gange er det som om at det er sort eller hvidt og at man ikke kan forene den kapitalistiske tankegang med det gode hjerte der vil gøre noget godt for andre og samfundet.

Jeg vil gerne skabe en økonomisk bæredygtig virksomhed baseret på at forbedre forhold for både mennesker og miljøet (Ja, meget idealistisk), men jeg vil også gerne tjene penge nok til at være økonomisk uafhængig. Kan man det? Og “må” man det?